About

Mutual-Knowledge

Fisk forsvinder, plastik kommer til, landskaber omformes og degraderes, dyrearter uddør, luften forurenes, vandreservoirer tømmes og klimaet opvarmes.

CO2aching

 

Mennesker vælger meget forskellige tilgange, når de skal løse problemer. Coaching er en af dem, selv om man her ikke er meget for at tale om problemer – sådanne kaldes nemlig udfordringer.

 

Mange har i dag erfaring med coaching som noget der virker, men få ved hvorfor. Forklaringen er da også ganske indviklet og starter med hjernens betydning for de forandringsprocesser mennesket søger.

 

Ny forskning viser, at vi ikke behøver at lade os diktere af vores sædvanlige tankemønstre, handlinger, adfærd og de vaner, vi har opbygget gennem tiden. Hjernen er nemlig formbar. Det vil sige, at den kan ændre sig over tid, i takt med de erfaringer vi gør os.

 

Hvis man bliver gjort bekendt med eller nærmere bevidst om denne egenskab, har man allerede taget det første skridt mod en given forandring. Lad os kalde det en åbning, der muliggør, at vi kan bygge nye og mere konstruktive sammenhænge – et springbræt at komme videre på.

 

Vores tanker kan ikke altid se løsningen på et givet problem, selv om vi udmærket kender betydningen af problemet. Et vigtigt hjælpemiddel i sådan en situation er at konstruere nogle delmål, der baner vejen frem mod det endelige mål. Den menneskelige hjerne/tanke vil så ændre sig løbende og på den måde bane en mental vej for de videre skridt. Sagt på en anden måde skal vi ikke bare skifte briller, vi skal igennem flere sæt briller.

 

En coach kan ikke hjælpe den, der hele tiden siger til sig selv, at han/hun ikke kan. Det er næsten en grundlov i psykologien. Kun den der ønsker hjælp kan hjælpes. Derfor skal vi først erkende, at vi har et problem.

 

Hele verden udleder 27.245.758.000 tons CO2 om året. Det tal er stigende. Endnu er der intet, der tyder på, at mennesket i sin helhed er i stand til at bringe det livstruende tal ned. Meget tyder dog på, at vi allerede i dag har de teknologier, der skal til. Mulighederne, der kan lede tankegangen, er altså en realitet.

 

Vi kan ikke ordne eller rettere indordne vores adfærd fra den ene dag til den anden. Til det er klimaudfordringen for kompleks. Det vi kan gøre er at spore vores tankgang ind på den retning, der fører til CO2-neutralitet.

 

Når man simulerer et handlingsforløb, aktiverer man de samme centre i hjernen, som man ville i virkelighedens verden. Simuleringer hjælper derved tankegangen på plads. Lad os derfor tænke i muligheder i stedet for begrænsninger. Vi kan da ikke være så simple, at vi ikke kan omstrukturere vores hverdag?

CO2ntrol

 

Overalt i samfundet finder vi eksempler på kontrol. Vi har fartgrænser, aldersgrænser, landegrænser, minimums-grænser og så videre – altså regler for dit og dat.

 

I et demokrati er der grænser for, hvad man kan tillade sig af hensyn til andres behov og ønsker. Kontrollen er med til at sikre den individuelle og kollektive sikkerhed og sundhed.

 

Det handler om sammenhængskraften i samfundet. Hvis mange mennesker skal leve sammen, må der være klare retningslinjer, ellers ender det i et ukontrollabelt anarki.

 

Nogle love og regler er mere populære end andre, og nogle er mere populære hos nogle mennesker end andre. Regler kontrolleres og rettes til. Eksempelvis giver det god mening at bestemme, hvor man må ryge og ikke ryge. Det er nemlig for længst dokumenteret, at det er ekstremt sundhedsskadeligt for alle.?

 

Rygning er én måde at forurene omgivelserne på. CO2-udledning er en anden. I mange år har det været sådan, at rygeren bestemte. Den udvikling har vi fået vendt, så rygeren nu skal tage hensyn. Det er et flertal glade for.

 

Hvis man kigger på verden som en helhed, er der stor forskel på, hvem der bestemmer, hvor meget CO2 der blæses ud i atmosfæren. Slående er det, at mennesker med en vestlig levevis udleder mest, og at befolkninger, som stort set intet udleder, intet bestemmer i den sag. Mener Vesten virkelig, at det er en naturlig ret at ændre det globale klima?

 

Rygning i cafémiljøet er et lokalt sundhedsproblem. CO2-udledning er et globalt problem med et hav af konsekvenser, der blandt andet omfatter betydelige sundhedsskadelige risici som en følge af ekstreme vejrsituationer og dermed tabte høstudbytter.

 

Noget tyder på, at befolkningsgrupper med et lavt CO2-udslip er mere udsatte for fremtidens klimaforandringer end de vestlige befolkningsgrupper, der forårsager CO2-udslippet. Skal de globale »ikke-rygere« ikke være med til at bestemme »rygernes« udledningsgrænser, når det (også) er dem, det går ud over?

 

I gennemsnit udleder danskerne ti tons CO2 om året. Klimaforskerne er enige om, at det tal skal bringes markant ned og helst så hurtigt som muligt. Målet hedder CO2-neutralitet, og vi er derfor meget langt fra målet.

 

Vi kender konsekvenserne, men alligevel findes der ingen regler, der forhindrer CO2-udledningens fortsatte himmelflugt. Man kan så at sige udlede så meget man vil. Derfor er der måske ikke helt galt at påstå at: CO2 uden grænseværdi er klimatisk anarki.

CopyNight © All Rights UNreserved